Pressemeddelelse

Knud Rasmussens fødselsdag fejres i Hundested - d.7. juni 2016 kl. 19.00 i "Gubben".

Program

Claus Oreskov formanden for Knud Rasmussen Selskabet byder velkommen.

Akuttat koret fra Hundested under ledelse af Drude Aviaja Becky Larsen underholder med to sange fra den grønlandske sangskat.

Foredrag ved lektor (Eskimologi) Søren Thuesen:

Grønland og den tidlige eskimologi – Knud Rasmussen og William Thalbitzer

Foredraget diskuterer Knud Rasmussens og William Thalbitzers bidrag til den tidlige eskimologi.

Rasmussen og Thalbitzer leverede på hver deres måde banebrydende og internationalt anerkendt humanistisk forskning om Grønland i de første årtier af 1900-tallet. Begge udvidede de deres interesse fra Grønland til hele inuit-området, men hvor Rasmussen gjorde slæderejsen og den tværfaglige ekspedition til sin metode og så at sige efterhånden indtog hele inuit-området, så holdt Thalbitzer sig til få, men længerevarende feltarbejder i Grønland, som han kombinerede med den særlige tværfaglige og sammenlignende metode, som han efter 1920 udviklede til grundlaget for det, der skulle blive til universitetsfaget Eskimologi. Både Rasmussen og Thalbitzer arbejdede sammen med grønlændere og forholdt sig aktivt til grønlandske samfundsforhold, men der er væsentlige forskelle i deres rolle og holdninger i forhold til forandringerne i Grønland.

Socialt samvær og laksemadder. Vin, øl & vand kan købes.

Et par afsluttende ord af Søren la Cour Jensen museumsinspektør for Knud Rasmussens Hus.

 Aftenen rundes af med Akuttat koret under ledelse af Drude Aviaja Becky Larsen der afslutningsvis synger to grønlandske sange . Er vejret mildt går vi ud under de grønne træer og nyder den stemningsmættede sang i det sammen byrum, hvor Knud Rasmussen færdedes.

Sted: Medborgerhuset Gubben, Nørregade 11B, Hundested. Parkering bag Gubben ved Meny. Togstationen er beliggende umiddelbart bag Gubben.

Medlemmer af Knud Rasmussen Selskabet gratis adgang samt gratis laksemadder.

For alle andre koster arrangementet 50 Kr. som opkræves ved indgangen. Inkluderet i prisen er de berømte laksemadder.

 

Arrangeres i samarbejde mellem Knud Rasmussens Hus og Knud Rasmussen Selskabet.

http://www.krh.dk

 

Menu