Knud Rasmussen Selskabet

Anekdoter

Knud Rasmussen holdt meget af i sin sparsomme fritid at snakke med fiskerne på havnen i Hundested og få sig en bajer med dem, og i øvrigt gå lidt til hånde. Hans gode venner, stationsforstanderparret Branning, fik en dag besøg af ham. Halvkvalt af grin fortalte Knud, at han nede på havnen var blevet kontaktet af en meget fin københavnsk herre iført en meget fin bil: »Hør min gode mand, vil De tjene en 25 øre?« Knud svarede, at det ville han da gerne, men hvordan? Jo, herren havde købt et par kasser sild, og dem ville han gerne have fragtet op til Hundested Kro. Knud lånte en trillebør, baksede silde-kasserne op på den og trillede til kroen. Der fik han at vide, at det var det københavnske grosserersocietet, der holdt frokost. Han stak hovedet ind til selskabet, der talte tæt ved 100 personer, og meddelte, at sildene var parkeret udenfor. Den fine herre rejste sig, betalte de 25 øre og takkede. Han tilføjede, at Knud kunne gå ind i slyngelstuen og få sig en pilsner: »Bare sig, at grosserer Olsen betaler«. Knud takkede, fik sin pilsner og drak den, hvorefter han igen stak hovedet ind til selskabet og sagde: »Når De er færdige med at spise, er der serveret champagne til hele selskabet inde i det tilstødende lokale. De skal bare sige, at det er Knud Rasmussen, der betaler.«

Kilde: Henry Andersen 1939 og Ellen Branning 1975.

Knud Rasmussen

En række københavnske honoratiores, ca. 100, fik en invitation fra Knud Rasmussen til en middag på Paladshotellet. Alle var meget beærede over, at vor store helt havde inviteret netop dem, så alle mødte op. Med Knuds evner som selskabsmand blev middagen naturligvis en stor succes, og da de var færdige med at spise, rejste Knud sig, slog på glasset og sagde: "Nu håber jeg, at alle er mætte, at alle er glade og at alle har det godt." Da der jo var blevet spist og drukket godt, så bedyrede alle, at netop sådan forholdt det sig. Derpå fortsatte Knud: "Jamen, så er der kun et spørgsmål tilbage. Hvem skal betale?" Tavshed! Da gæsterne havde sundet sig lidt, og hver især havde tænkt over sit omdømme i kredsen, hvis netop han viste sig nærig, så fik alle tegnebøgerne frem, hvorpå Knud sagde: "Nu, hvor I allerede har tegnebøgerne fremme, så har Peter (Freuchen) og jeg nogle planer, som vi gerne skulle have finansieret." Alle indså nu, at slaget var tabt. Middagen blev betalt, og der blev doneret en klækkelig skilling til planernes realisering.

Kilde: Henry Andersen 1939.

Til fest med Knud Rasmussen